Historie og musik

For en turist i Vestsjælland er Sorø, kun en halv times kørsel fra Holbæk, afgjort et besøg værd. Købstaden er stærkt præget af sine tre skønne søer og arkitekturen med Sorø Klosterkirke i spidsen. Klosterkirken blev bygget af cisterciensermunke i 1161 på påbud af biskop Absalon, der siden blev begravet foran højalteret. Klosterkirken, der har et af landets bedste orgler, bliver ofte brugt til koncerter, især om sommeren, hvor Sorø Internationale Musikfestival bliver afviklet.

Den klassiske festival er sådan en succes, at man i 2013 besluttede at gennemføre en jazzfestival. Omtrent 2500 mennesker strømmede til 16 koncerter med professionel jazzmusik. Året efter voksede antallet af tilhørere til 3300. Linjen er nyere original kvalitetsjazz fremført af nogle af de bedste danske og udenlandske musikere.

Akademihaven

Sorø Akademi med den smukke akademihave skal også ses. Akademihaven er et parkanlæg ved siden af Sorø Sø og er et godt sted at tilbringe en eftermiddag med madkurv og boldspil.

Haven – der er anlagt i engelsk landstil – byder på mange spændende haverum, bl.a. Fuchsiahaven.

Prisbelønnet arkitektur

Gennem Klosterporten og et stykke ned af Storgade, er du som turist nødt til at stoppe op og beundre Sorø Kunstmuseum. I 2011 blev museet, der er etableret i en fredet ejendom fra 1832, udvidet med en tilbygning tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter. Tilbygningen går så flot i klang med den gamle bygning, at den har vundet flere priser.

Bygningerne rummer ca. 2300 værker og viser dansk kunst igennem 300 år, f.eks. malerier af L.A. Ring, Anna Ancher, Per Kirkeby og Michael Kvium. På øverste etage finder man Nordeuropas største ikonsamling.

Chr. IVs bygninger

Sorø Museum er også værd at tage med som turist. Christian IV gav i 1624 ordre til, at der skulle bygges en kro med tilliggende slagteri ved akademiet. I dag har Sorø Museum til huse i disse smukke gamle bygninger. Museet udstiller effekter, der har stor betydning for lokalområdet, og der er gratis adgang.

Ikke langt fra museet ligger en anden gammel bygning, “Herrernes Gård”, som Christian IV lod bygge til de af hans børn, der skulle uddanne sig inden for klostrenes mure. I dag finder man biblioteket i den gamle gård.

Sejltur på søen

Sorø er søernes by, og som turist kan det stærkt anbefales at hoppe om bord på turbåden Lille Claus, der i sommerhalvåret sejler i rutefart på Sorø Sø. Turen er guidet, og man får fortalt gode historier om de bygninger, der ses fra vandet, og de historiske figurer, der har opholdt sig i Sorø. Der kan købes forfriskninger på båden, og man kan medbringe madpakker.