Seværdigheder i nærheden

Seværdigheder på Midtsjælland

Der er ingen undskyldninger for at kede sig på Tempelkrogens Familiecamping. Der er en bred vifte af seværdigheder på Midtsjælland, og har man mod på en længere køretur er København jo ikke længere væk end ca. 60 km. Dvs. der er under en times kørsel til Tivoli, Rundetårn, alskens museer og storcentre, et mylder af pladser og cafeer og alle de andre gode sager, som storbyen kan præstere.

Men også Midtsjælland har mange forskellige former for seværdigheder. Holder I af ro og fred i eller tæt på naturen, er det her, det sner!

De sjællandske alper

Isefjorden er en ca. 35 km lang og 305 km² stor tærskelfjord, hvilket betyder, at den indre del er betragteligt dybere end den ydre del. Fjorden udløber i Kattegat mellem Hundested og Rørvig og omfatter flere selvstændige lokaliteter, herunder Lammefjorden, Holbæk Fjord og Tempelkrogen. Fra campingpladsen har I en fortræffelig udsigt over den inderste del af Isefjorden.

I kan også tage på udflugt i de sjællandske alper, der blev dannet for 15.000 år siden. Her kan I opleve et meget varieret fugle- og planteliv. Maglesø er en af de reneste søer i Danmark med mulighed for et forfriskende bad.

Vilde med vikinger

Ikke langt fra campingpladsen, lidt vest for Slagelse, finder I Vikingeborgen Trelleborg, som er et af Danmarks vigstige monumenter fra vikingetiden. Det er selveste Harald Blåtands ringborg fra slutningen af 900-tallet.

I Roskilde ligger der fem originale vikingeskibe. I kan også sejle i et vikingeskib på Roskilde Fjord fra maj til september. I kan klæde jer som vikinger og svinge tunge sværd. Se hvordan man bygger et vikingeskib eller selv prøve forskellige former for håndværk fra den tid.

Sjov og golf

Er I til forlystelser af den mere nymodens slags ligger Sommerland Sjælland ca. en halv times kørsel fra campingpladsen. Her er masser af aktiviteter for hele familien og Sjællands største vandland. I kan købe billetter i Informationen, så sparer I tid i køen!

BonBon-land er også en mulighed for dem, der ønsker familievenlige seværdigheder på Midtsjælland. Det perfekte sted til årets sjoveste feriedag, hvis I spørger børnene. Her er over 60 forlystelser for store og små. Der er fuld fart på Vildsvinet, men mindre kan også gøre det: Der er masser af hyggelige attraktioner for de helt små børn.

Vil I spille golf er Midsjællands Golklub et besøg værd – banen er altid i god stand med et mix af svære og lette huller. Der er vand i spil på 14 af de 18 huller og kort afstand mellem green og teested. Når I overnatter på Tempelkrogens Familiecamping, får I 20% rabat på brug af golfklubbens faciliteter, der også omfatter fitnesscenter.

Seværdigheder i Holbæk

Isefjordens Perle
Holbæk ligger ved bredden af Holbæk Fjord, en del af Isefjorden, der er udgangspunktet for mange naturskønne seværdigheder, ikke mindst Orø.

På Orø finder du uspoleret idyl. Nyd den smukke sejltur med en af de to færger til den naturskønne ø, kendt for sine mange trampestier. Her kan I studere ynglende strand- og vadefugle og nyde lækkerier i Marliese’s Gårdcafé.

Historie
Holbæk nævnes første gang officielt i et brev fra Absalon i 1199, hvor han testamenterer de fleste af sine ejendomme til Sorø Klosterkirke. Byen beskrives som Holbækgaard, en større gård, som tilhører en adelsmand, og omkring hvilken der med tiden opstod en by. I 1236 påbegyndte Kong Valdemar byggeriet af Holbæk Slot.

Levende museer
Holbæk kan prale med en lang række interaktive seværdigheder; levende museer der lærd og underholdende formidler fortid, nutid og fremtid.

Et besøg på Brorfelde Observatorium, kendt fra DR’s julekalender ‘Julestjerner’, kan gøre jer klogere på universet. Hvordan opstod det? Hvorfor er der stjerner? Og hvad betyder planeterne for os? Om aftenen præsenteres den stjernedryssede himmel, der pirrer nysgerrigheden og fantasien. Om dagen inviterer bakkerne til at gå på opdagelse i naturen og lære om mere mellem himmel og jord.

Brorfelde Observatorium er under udvikling og vil i sommeren 2015 åbne som et levende formidlingscenter.

Da oldefar var dreng
Andelslandsbyen Nyvang er som navnet antyder en tidsrejse til andelstiden (1870–1950). Her finder du brugsen, smeden, slagteren, mejeriet, husmandsstedet, kirken, landbetjenten osv. fra den tid, hvor oldefar var dreng. Der arrangeres året rundt mange aktiviteter, der holder de gamle landbotraditioner i hævd, for hele familien.

Holbæk Museum er et enestående bygningskompleks med 12 gamle huse i hjertet af Holbæk – se bl.a. de gamle bondestuer, købmandsgården og en stor samling af keramik.

Hestebedgård Museum på Orø viser en gammel i den mere end 1000 år gamle landsby, Bybjerg, i et stræde med mange gamle huse.

Nisser og toge
Vidste du, at verdens største Nisseland ligger i Holbæk, nærmere bestemt Mørkøv? Der er ved juletid et af områdets mest populære seværdigheder. Har kan I nyde hjemmelavede julespecialiteter samt se og købe julepynt.

Svinninge Modeljernbane er med sine 2 km spor en af Europas længste. Der er ca. 30 stationer, 182 lokomotiver, 907 vogne, 598 sporskifter og ca. 150 km ledning. En spændende oplevelse for drenge i alle aldre.

Seværdigheder i Ringsted

Vikingetid og middelalder
34 km fra Holbæk ligger Ringsted, én af Sjællands ældste byer. Sankt Bendts Kirke, Danmarks første murstenskirke, blev opført i 1170, men byen har sin oprindelse i Vikingetiden. Der blev slået mønt på stedet omkring år 1000, og på Torvet ligger nogle flade sten, Tingstenene, som er eneste rest af tingstedet.

Tingstenene er en byens mest eftertragtede seværdigheder og – nu som før – et hyppigt mødested. Har I eksempelvis bestilt en byvandring med guide i Ringsted, er udgangspunktet ofte Tingstenene. Der er også her Vægterne i Ringsted starter deres aftentur rundt i byen, hvor de stopper ved de åbne butikker og spisesteder og synger den gamle vægtersang.

Shopping en masse
Udover Sankt Bendts Kirke fremstår Ringsted ikke arkitektonisk som en gammel by. Den ligner en moderne handels- og kulturby med kongrescenter, musikhus og teater – og masser af indkøbsmuligheder både i og uden for midtbyen. Det er hyggeligt at shoppe omkring Torvet, hvor der et væld af butikker, især hvis du mangler tøj. Ringsted er i det hele taget stærk på mode – i Ringsted Outlet lidt uden for centrum kan du få op mod 70 % rabat på mærkevarer. Overfor Ringsted Outlet ligger RingStedet, med en lang række butikker for hele familien under et tag.

Kongelig begravelseskirke
Ringsted er en by med en drabelig historie. I 1131 blev kongesønnen Knud Lavard myrdet i en skov nær landsbyen Haraldsted, og hans søn Valdemar den Store påbegyndte bygningen af Sankt Bendts Kirke som en hyldest til faderen. Knud Lavard fik helgenstatus og begravedes i kirken foran hovedalteret. Derefter blev Sankt Bendts Kirke en kongelig begravelseskirke, og pga. Knuds helgenkåring varede det ikke længe, før Ringsted blev en valfartsby for pilgrimme, der bragte gaver og velstand til byen. Valdemars søn Knud 6. kronedes som konge i kirken i 1170. Sankt Bendts Kirke er bestemt et besøg værd, når I kører til Ringsted.

Middelalderfestival, mølle og sporvogne
Er I blevet sultne efter mere information om byens spændende historie, kan Ringsted Museum og Arkiv supplere med permanente udstillinger om Ringsteds lokalområder og landbrug samt perioden efter anden verdenskrig, hvor Ringsted var i en rygende udvikling. Hvert andet år arrangerer museet den populære Ringsted Middelalderfestival. Museet samarbejder med Ringsted Vindmølle, der har samme åbningstider og entré.

I må heller ikke glemme Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, der råder over en vognpark på ca. 100 enheder. Mange af vognene er køreklare og kan opleves i fuld vigør på museet. I kan få en tur i sporvogne på to sporvejsstrækninger.

Skovture, sejlture og svømmeture
Er I mere til fysiske udfoldelser byder Ringsted på et væld af vandreture i skove og ved søer. I kan eksempelvis sejle i kano ned af Susåen. Skal der være faste rammer om de våde oplevelser, byder Ringsted Svømmeland på bassiner i flere dybder og temperaturer, så der er noget for svømmere i alle aldersgrupper. Her er også tilbud på wellness – massage eller zoneterapi, hyggebelysning og stille musik, duft i saunaerne, saltscrub og forfriskninger.

Vil du læse mere om seværdigheder i Ringsted, kan vi anbefale byportalen Dit Ringsted.

Seværdigheder i Roskilde

Tempelkrogens Familiecamping er centralt placeret på Sjælland med nem adgang til både København og Odense. Men I behøver ikke køre helt til storbyen for at få spændende ferieoplevelser.

Max en halv times kørsel fra Tempelkrogens Familiecamping ligger Roskilde, en by der vælter sig i seværdigheder, især for de historisk interesserede. Den oldgamle by blev etableret tilbage i vikingetiden og er ydermere verdensberømt for sin domkirke.

Udover mange historiske seværdigheder kan Roskilde prale med en hyggelig gågade, der strækker sig gennem centrum af byen. Her er mange butikker, restauranter og cafeer.

Vikingeskibe
Vikingeskibsmuseet er en af de mest kendte seværdigheder i Roskilde. Museet er bygget langs Roskilde Fjord, og centrerer sig omkring en håndfuld meget velbevarede skibe fra vikingetiden, der blev udgravet i 1960erne. Skibene var i det 11. århundrede blevet anbragt længere ude i fjorden med henblik på at blokere en kanal og således beskytte byen, der dengang var Danmarks hovedstad, mod angreb fra havet.

Domkirke
Ifølge Saxo Grammaticus byggede Harald Blåtand i ca. 980 et hjem og en kirke i Roskilde, der er opkaldt efter den legendariske kong Roar, der måske boede her i det sjette århundrede. Harald Blåtand blev begravet i kirken, på det sted der i dag rummer Roskilde Domkirke.

I 1020 blev Roskilde et bispedømme. Absalon sørgede for, at der blev bygget en kirke af sten i 1170, som senere blev til domkirken, der frem til det 20. århundrede var den eneste domkirke på Sjælland. Her blev en række danske monarker begravet, bl.a. Margrete I (1353-1412), Danmarks første kvindelige monark, der regerede Danmark, Norge og Sverige og grundlagde Kalmarunionen. Roskilde Domkirke har udstillet genstande, der blev knyttet til hende.

Roskilde Domkirke er en af Nordeuropas mest populære seværdigheder med flere end 125.000 gæster om året. Siden 1995 har domkirken været på listen over UNESCO World Heritage Sites.

Roskilde Museum
Roskilde Museum er egnens førende kulturhistoriske museum. Udstillingerne i Sankt Ols Gade fortæller historien om en af landets historisk mest betydningsfulde byer – Danmarks første hovedstad. Samlingerne fra oldtid og middelalder præsenteres i samarbejde med billedkunstnerne Maja Lisa Engelhardt og Peter Brandes.

Her er også en særlig afdeling, hvor børn kan opleve med alle sanser: farver, interaktive elementer, rum til leg og plads til gode oplevelser for store og for små.

Seværdigheder i Sorø

Byen der emmer af historie
Små 40 minutters kørsel fra Tempelkrogens Familiecamping ligger Sorø, en gammel by med mange spændende seværdigheder.

Sorø hedder Sorø, fordi det i gamle dage var en ø. Søerne omkransede Soer ø, hvor der i 1100-tallet blev grundlagt et benediktinerkloster. Det blev siden ændret til et cistercienserkloster, og klosterkirken er i dag en af byens mest eftertragtede seværdigheder.

I middelalderen blev klostret et af landets absolut rigeste, og det etablerede en skole til uddannelse af degne og præster. Efter reformationen fik klostret lov at fortsætte en tid som protestantisk kloster og som administrator for de mangejordbesiddelser. I 1586 afskaffede Frederik 2. klostret, mens skolen og godsadministrationen fortsatte. Christian 4. ændrede i 1620’erne skolen til et kongeligt og adeligt ridderakademi og opførte boliger uden for klosterporten til sine egne sønner. Denne gamle bygning ligger i dag ved biblioteket. I 1625 fik Sorø for første gang privilegium på at drive handel, og i 1638 fik den egentlig købstadstatus.

Som turist kan du nyde byens seværdigheder fra Absalonsgade gennem Storgade, til du når Klosterporten for enden og har Torvet på højre hånd. Det gamle rådhus på Torvet er for nylig restaureret, og er i dag en af flere spændende historiske seværdigheder.

En skoleby
Går du gennem klosterporten, ser du det imposante kloster med Fraterbrønden i gården. Det nuværende brøndhus, som opførtes i 1912, er tegnet af arkitekten Martin Nyrop. Brøndhuset bærer en inskription af N.F.S Grundtvig: Mindet vel lader som ingenting, er dog et lønligt kildespring. I Fratergården finder du også Sorø Akademi, der dog tager sig bedst ud fra den anden side: Gå ned til Sorø sø og se den smukke facade på den skole, der idag fungerer som gymnasium med kostskoleafdeling.

Det er muligt at få en rundvisninger i Akademiet, Akademihaven og Sorø Klosterkirke – kontakt turistbureauet.

Kunst og arkitektur
Efter en spadseretur i den hyggelige Akademihave, kan du gå ned ad Storgade igen. Et stykke nede, på Venstre hånd, finder du Sorø Kunstmuseum. Sorø Kunstmuseum, der åbnede i 1943, blev i 2011 udvidet med en moderne tilbygning, tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter.

Indenfor kan du nyde en perlerække af malerier af de vigtigste kunstnere i den danske kunsthistorie fra 1700-tallet til idag. Museet har derudover to specialsamlinger af russisk kunst: Russisk kunst fra 1870-1930 samt landets største og fineste samling af russiske ikoner fra 1500-1900.

Længere nede af Storgade finder du Sorø Museum, et kulturhistorisk museum, der formidler egnens historie fra stenalderen til nutiden. Der er gratis entré og hyggelig aktiviteter for hele familien.

Vil du læse meget mere om seværdigheder i Sorø, kan vi anbefale byportalen Dit Sorø.

Seværdigheder i Slagelse

Store historiske oplevelser

Knap 45 min. kørsel fra Holbæk finder I en af Danmarks ældste byer: Slagelse med en mængde spændende historiske seværdigheder.

Midt i Slagelse, på byens højeste punkt, ligger en af de ældste danske seværdigheder: Sankt Mikkels Kirke bygget i 1300-tallet. Foran kirken finder I statuen af Sct. Michael og dragen.

Ca. 7 kilometer vest for Slagelse ligger en af de mest interessante seværdigheder fra vikingetiden. Vikingeborgen Trelleborg er ingen ringere end Harald Blåtands mægtige ringborg fra slutningen af 900-tallet og den bedst bevarede af sin art. Der er normalt gratis adgang, men når der er vikingefestival opkræves entré.

En plagelse for HCA

Er I på jagt efter historiske bygninger, skal I køre efter den kirkelade fra slutningen af middelalderen, som fra 1616 til ind i 1800-tallet var latinskole. Her gik B.S. Ingemann, Jens Baggesen og H.C. Andersen, og for eventyrdigteren var det en “plagelse”. H. C. Andersen tilbragte fire år af sin skoletid på Slagelse Latinskole, og på egnsmuseet i Bredegade kan man se en skolestue fra Latinskolen, digterens værelse og rektors kontor.

Gamle lege

I Gerlev Legepark kan hele familien prøve mere end 130 historiske spil og lege fra hele Europa. Prøv f.eks. at “stikke Palles øje ud” eller at spille Hammerspil og Frøsnapper som Kong Christian d. IV. Du kan forudbestille en instruktør, der skræddersyr et legeprogram til jer på 1-6 timer.

Det handler ikke om, hvor dygtig eller hurtig man er, men om fysisk aktivitet sammen på en sjov og udfordrende måde.

Klogere på koldkrigsførsel

Tænder I på køretøjer, uniformer, effekter m.m. fra den østlige side af jerntæppet under kold krigs perioden 1945-1991? Ja, så finder i Skandinaviens, og måske også Vesteuropas, største samling på Panzermuseum East. Her kan du høre brølet fra en sovjetisk T-72 kampvogn eller se arbejdsvilkårene indeni i en sovjetisk BMP-1 under et atomangreb på Danmark.

Museet ligger i et naturskønt område, hvor man kan nyde sin medbragte madkurv. I cafeen, kaldet “Bomben”, kan man købe kaffe og andre forfriskninger.

Shopping og soldater

Slagelse giver turisten gode muligheder for at mikse seværdigheder med shopping. Som Vestsjællands største handelsby byder Slagelse både på et storcenter (VestsjællandsCenteret) og en lang række specialbutikker i centrum. Midtbyen er krydret med mange små hyggelige cafeer.

Midt som man går i sine egne tanker og handler, bliver man afledt af festlig musik, flotte blå uniformer, hestehovslag og skinnende seletøj. Det er gardehusarerne fra Antvorskov Kaserne, der rider igennem Slagelse by hver onsdag kl. 12.30.

Seværdigheder i Næstved

Et bakket landskab

Som Sjællands femtestørste by er Næstved rig på seværdigheder. Uanset om I er til natur eller kultur, kan I få oplevelser i købstaden, der ligger blot en times kørsel fra Holbæk.

Næstved ligger ved Susåens udmunding i Karrebæk Fjord. Åen løber igennem et bakket område: Fra toppen af Munkebakken med de træudskårne munke kan man skue ud over hele Næstved.

Spændende historie

Næstved blev officielt grundlagt 1135 og fik status af købstad i 1140. Både franciskanere, dominikanere og benediktinere udviklede klostre i området, hvorved byen blev et religiøst centrum i middelalderen. Benediktinerordenen skabte stedet Skovkloster, der senere blev til Herlufsholm. I 1200-tallet byggede man Skt. Mortens Kirke ved Riddergade. En endnu ældre kirke blev i 1250 erstattet af Skt. Peders Kirke, der stadig er Næstveds vartegn.

Blomster og malerier

Gavnø Slot blev grundlagt i 1405 på en ø sydvest for Næstved og er i dag en af de mest eftertragtede seværdigheder. I starten var Gavnø et nonnekloster etableret af Dronning Margrethe I., og først i 1700-tallet blev det bygget til slot. I dag er Gavnø Slot et af Danmarks smukkeste rokokoslotte, der byder på mange smukke seværdigheder, bl.a. Nordens største private malerisamling, som repræsenterer Europas malerkunst i det 16., 17. og 18. århundrede. I Gavnø Slotspark ligger over en halv million blomsterløg.

BonBon-Land

Ca. 7 kilometer øst for Næstved ligger en af de mest populære seværdigheder, hvis man spørger børn. BonBon-Land er fuld af sjove forlystelser til børn og voksne i alle aldre. Når først adgangen er betalt, er der gratis entré til alle forlystelser. De modige kan prøve kræfter med Svend Svingarm, Vildsvinet, Hankatten og Cobratårnet. De mindre modige kan hygge sig med Viktor Vandorm og Bæverrafting. I Pelle Piratsprøjt plasker vandglade børn og forældre om sommeren i den 550 m2 stor vandborg. BonBon-land i Næstved er en af de få seværdigheder, der både byder på mange spisesteder og muligheden for at medbringe og tilberede egen mad.

Zoologisk have

I ZOOPARK kan du møde den sjældne hvide tiger Elvis, sjove aber, kæmpe kvælerslanger og mange andre sjove og farlige dyr. Den moderne zoo prioriterer dyrenes velfærd højest. Dyrene har store naturlige anlæg hvor de lever så naturligt som muligt og dagligt bliver aktiveret.

Tag madkurv med og nyd en picnic i haven ved søens bred.

Shopping

Udover seværdigheder for hele familien byder Næstved på gode shopping-muligheder. I 2006 blev Næstved kåret som den tredjebedste handelsby i Danmark, og det er en status byen er opsat på at leve op til. I den nordlige del af byen ligger indkøbscentret Næstved Storcenter, der rummer ca. 60 butikker.

Derudover centrerer butikkerne sig om Axeltorvet, byens hovedtorv, Kvægtorvet, hvor Kulturcenteret ligger, og Hjultorvet, hvor I kan fotografere Danmarks mindste rytterstatue.